En kvart million klik – portræt af Ulrik Ørskov

Han stammer fra Ringkøbing i det vestligste Danmark, han fattede tidligt interesse for buejagt og har allerede nedlagt arter med buen, som mange drømmer om blot at gøre med riflen. Han er med rette respekteret af erfarne buejægere for sine bedrifter med traditionel bue og videokamera. Og det, i en alder af blot 25 år – vi tegner her et portræt af FADB medlem og buejagtlig eventyrer Ulrik Ørskov:

Den unge vestjyde er født 29. nov. 1991 og bor i dag på Frederiksberg i København, hvor han siden 2012 har læst til dyrlæge på Landbohøjskolen.

Han fik jagt- og riffeltegn som 16 år og nød i begyndelsen jagten med krudtvåben i Danmark. Våbentypen skiftede dog karakter under en tur til New Zealand i 2012 – men det kommer vi tilbage til.

Med riffel til New Zealand
Denne første tur til New Zealand blev sat i søen med to formål.
1: Der skulle skrabes point sammen til en kvote to optagelse på dyrlægestudiet, hvilket kunne gøres gennem at arbejde på en farm.
2: Ulrik havde hørt, at man i dette paradisiske land havde gode jagtmuligheder.

Noget af det første Ulrik – som jo i dag er en kendt person i buejægerkredse – gjorde sig bemærket ved, var da han på de sociale medier lagde en film op fra New Zealand. På filmen nedlægger han uden guide sammen med vennen Esben Madsen to store frilands kronhjorte i New Zealand. På samme tur nedlagde de også med riflen hver en stor gemse og tahr.

Da Esben på den samme tur (gen)introducerede Ulrik for jagt med buen og det spændende i at filme jagten, var han solgt.

Ulrik havde som knægt skudt meget med en børne-langbue og var dengang så god til instinktiv skydning, at han nedlagde utallige mus med våbnet.

Syv ugers sommerferie
Efter hjemkomst til Danmark købte han en recurvebue og gik i gang med at træne. Han trænede i otte måneder, inden han i 2013 gik op til bueprøven, hvor han grundet nerver først bestod i andet forsøg.
Efter prøven gik han på jagt efter buk på et mindre terræn, hvor han sad på anstandsjagt. Han sad stille i 45 timer over fire dage og havde i den periode blot to råer inden for skudhold på 10 meters afstand.

”Det er fandeme svært, det der med råvildt”, tænkte han. Til gengæld havde han på internettet set buejagtsbilleder fra Australien. Han meldte sig ind i et internet-forum og tog kontakten op med en håndfuld australske buejægere. Gennem den platform mødte han Adam Greentree, der var villig til at hjælpe ham med at finde noget god jagt på offentligt land. Inden sommerferien 2013 (syv uger) bookede han en billet til Down Under. Han skulle afsted sammen med en jagtkammerat, der hedder Nikolaj. Lige inden afrejse lukkede myndighederne for al jagt på offentlig land og det var på det tidspunkt den unge vestjyde virkelig fik brug for sine evner inden for networking. Nikolaj og han blev inviteret med til en fest hos Adam. En fest hvor der var mange andre buejægere og her blev de to unge danskere inviteret med på privat land mange steder.

De kunne jage både vildsvin, vildgeder og ræve. Men da Ulrik endnu ikke havde stor erfaring med at skyde levende vildt, spillede psyken ham et puds. De første to uger ville han tættere på dyrene for at afgive skuddet, end de afstande han trænede på. I begyndelsen skød han endda forbi et par gange og det fungerede bare ikke. Men så nedlagde han en dag to vildsvin og en ræv indenfor et kvarter, han var endelig i gang. På det tidspunkt skiftede heldet. Han skød alle tre arter på turen.

Virtuelt gennembrud
I 2014 tog han igen syv uger til Australien, denne gang sammen med Esben. På den tur var der styr på kontakterne, hvorfor de to danskere ikke brugte meget tid på at finde jagtmarker, men i stedet brugte tiden på at filme. På den tur skød de begge deres første stykke hjortevildt – for Ulriks vedkommende en ung dåhjort.

Men det han husker turen mest for var vildsvin:
I en situation ser han en keiler, der ligger og sover i græsset. Han pürscher sig helt ind på dyret, slipper pilen, træffer perfekt og ser det dødeligt ramte dyr angribe. Scenen bliver optaget på Ulriks kamera og senere lagt op på hans Facebook side, Orskov Hunting og YouTube Ulrik Orskov:
UlrikOrskovHunting
Vildsvineangreb på Youtube
I skrivende stund har jægere fra hele verden, på forskellige platforme, klikket på filmen mere end 250.000 gange. Med filmen fik han for alvor slået sit navn fast blandt buejægere med hang til jagtfilm på internettet.

Efter hjemkomst fra den tur sparede han sideløbende med studierne penge op til endnu et eventyr. Han havde fået lyst til at rejse ud alene og fordybe sig i buejagten og arbejdet med at filme. Han tog orlov fra studierne i et halvt år, rejste til New Zealand i to måneder og gik på jagt efter tahr. Fire gange var tæt på at nedlægge denne, for en buejæger, ualmindeligt udfordrende art. Hver gang var han inde på mellem 13 og 17 meter, men fik ikke sluppet pilen, da dyrene opdagede ham. Han havde på det tidspunkt ikke været på jagt med buen i halvandet år og pressede sig akkurat som på den første tur i Australien igen for tæt på dyrene.

Drømmetrofæer
Selv om det ikke er blevet til noget råvildt, så har Ulrik med traditionel bue nedlagt vildtarter som selv garvede riffeljægere drømmer om at få mulighed for at nedlægge. Arter som gemse og dåhjort må siges at være misundelsesværdige, men det skulle blive vildere end det.

Efter en måned i New Zealand lykkedes det ham at nedlægge en gemse og lidt senere et par geder. New Zealand turen blev ikke helt den jagtmæssige succes, han havde håbet på. Han tog videre til Australien, hvor det lykkedes ham at nedlægge gode trofæer af både sambar- og rusahjort med recurvebuen.

Det var også her i Australien, at han fik den oplevelse han selv betegner som den største med buen til dato. En oplevelse, der ikke gav noget trofæ, men en stor forløsning. I 10 dage var han on/off på jagt efter sambar. Han var alene i bushen, det var en hård jagt og dårligt vejr, men han troede på det. Det var på denne tur, det lykkedes ham at nedlægge sin første sambar, en hind. Altså ikke noget trofæbærende dyr, men en jagtoplevelse han aldrig glemmer.

En elektronisk jagtkammerat
De senere år har den unge vestjyde fået utallige gode jagtscener i kassen. Nogle gange lader han dog være med at filme, hvis det ødelægger jagten. Men er det muligt filmer han, alt hvad han oplever. På den måde kan han genopleve jagten igen og dele den med andre. Han føler faktisk at kameraet er lidt som at have en jagtkammerat med, en jagtkammerat, der både kan være en fordel men også en ulempe i jagtens hede øjeblikke.

Når studierne om halvanden års tid er ovre, påtænker han at rejse til Nordnorge og tjene nogle penge. For dem vil han købe en firehjulstrækker, måske både en i Australien og en i New Zealand. På den måde har han mulighed for ved siden af sit arbejde som dyrlæge, at rykke en måned eller to ud af kalenderen og drage afsted uden videre planlægning.

Ulrik har ingen intention om at skulle leve af jagten, men sker det, så sker det. Det er vigtigt for ham, at jagten ikke kommer til at føles som et arbejde. Han er dog begyndt at holde foredrag om sine oplevelser. Et foredrag, der kan anbefales for ikke mindst medlemmer af denne forening.

I grunden ikke så dårligt gået af en knægt, der synes, at jagten på en yndefuld, fredelig art som råvildt er lidt for svær.