Jagten på jagtens sjæl

Hvem er FADBs bestyrelsesmedlemmer egentlig? I en portrætserie vil vi i den næste tid tegne en række portrætter af de enkelte medlemmer – vi lægger ud med bestyrelsesmedlem og kassér siden 1986, Jan-Ewald Hovmand.

 

– Min baggrund, for at begynde at gå på buejagt, var faktisk, at jeg – da jeg var midt 30’erne – havde lidt problemer med hørelsen. Jeg havde skudt meget i min tid i militæret, på jagt med haglbøssen og sågar med sortkrudtvåben, fortæller bestyrelsesmedlem og kassér i FADB, Jan-Ewald Hovmand.

Jan-Ewald var med sin far på jagt allerede fra syvårsalderen. Det var på en tid, hvor det at bruge høreværn ikke var i nærheden af at være almindeligt. ”Dykket” i hørelsen bevirkede, at han havde svært ved at følge samtaler i større forsamlinger – noget måtte gøres.

Redning fra forventeligt hold
– Lægen, der selv gik på jagt, anbefalede mig at bruge høreværn, hvilket jeg også prøvede. Men hvor fedt er det? Man opdager først ænderne, når de andre skyder, det havde ingen gang på jord, fortæller han.

Redningen kom fra forventeligt hold; hustruen Bodil.
– Er der ikke noget med at Lars Thorup går på buejagt, spurgte hun sin mand.
Jan-Ewald, der er uddannet hos Mærsk, blev udlært på samme tidspunkt som Thorup, der ligeledes var ansat i Mærsk.

– Jeg ringede til Lars og spurgte, hvordan jeg blev buejæger, og hvordan jeg kunne blive meldt ind i FADB. Det fik han mig hurtigt forklaret, hvorefter min hustru forærede mig en Barnett-bue. To måneder efter var jeg til prøve på Kalø og bestod, fortæller han.

Nu gik han for alvor i gang med at træne bag laden på svigerfarens gård på Lolland. De andre jægere morede sig over ham, mens han trænede. Men da fasanjagtsæsonen gik ind, fik han alligevel tørret de smørrede smil af.

– Jeg havde buen med, de andre bar haglbøsser. Der var stand i roerne et lille stykke foran mig, så jeg gik op bag hunden og sendte den frem. Fasanen lettede og ville efter 25 meters flugt ned i roerne igen. Jeg trak med og slap pilen under fuglen. Dermed nedlagde jeg min første fugl i mit første skud til vildt med bue. Hunden kom med den og afleverede pænt. Fra da af, var det slut med at drille mig, fortæller kasséren.

Derefter blev det til både duer, ænder og flere fasaner med langbuen. Mange af dem skudt i flugten, enkelte ænder på vandet. Jan-Ewald nedlagde i den periode mellem 40 og 50 stykker fuglevildt med buen, inden han hængte buen på væggen.
Da bueprøven, som vi kender den i dag, blev implementeret var det slut med buejagten – for nu i hvert fald. I dag går han atter rigtigt meget på jagt med haglbøsse og en del med riffel (allerhelst som pyrsch).

Han har været medlem, bestyrelsesmedlem og kassér i FADB uafbrudt siden 1986. Så selvom buen i dag hænger på væggen, er han stadig aktiv i vores forening. Men hvorfor dog det?

– Jeg synes på mange måder, at buejagt beskriver jagten på jagtens sjæl, ligesom jeg har rigtigt mange gode, gamle venner i foreningen. Venner, som jeg deler et interessefællesskab med, forklarer han og fortsætter:
– Men det er jo generalforsamlingen, der bestemmer om jeg skal fortsætte på de poster, jeg har i dag.

Men mon ikke der er en god chance for opbakning til en ildsjæl som Jan-Ewald. Han er trods alt et af blot fire æresmedlemmer af FADB. Medlemmer, der er blevet tildelt titlen på baggrund af en særlig stærk indsats for FADBs virke og buejagten i Danmark.

I mange år var fru Bodil Madmor til årsmødet på Egbejerg, hvilket rigtige mange medlemmer har været glade for.

Mere end 100 lande

Jan-Ewald og Bodil er meget berejste. Med mere end 100 lande på CV’et har han oplevet mere end de fleste, og ofte på destinationer der kan få det til at gibbe voldsomt i de fleste krudt- såvel som buejægere.

– Af princip går jeg ikke på jagt uden for Danmark. Når jeg rejser, holder jeg meget af at fotografere vildtet, naturen og de mange spændende steder, vi besøger, forklarer han.

Blandt andet har han gået blandt etnologen Dian Fosseys bjerggorillaer og primatologens Jane Goodalls chimpanser. Sikkerhedsafstanden blandt kæmpeprimaterne var tre meter, men skulle gorillaerne plukke frugt på den anden side af ”gæsterne”, fik de bare en skulder. Jan-Ewald er givetvis en af ganske få, der således har været i fysisk kontakt med disse imponerende menneskeaber.

– De samme oplevelser har vi haft på Borneo og i Sumatras regnskov, hvor vi var ude blandt orangutanger. Orangutangen er utroligt stærk, da det er en skovabe. Rent faktisk er de så stærke, at der rent styrkemæssigt går tre gorillaer på en orangutang, fortæller Jan-Ewald, der altid har fundet inspiration i gode, gamle eventyrere som f.eks. Jørgen Bitsch.

I Alaska ”fiskede” han bl.a. sammen med grizzly-bjørne, hvilket han også gjorde med sortbjørne i Canada. Begge gange var han blot bevæbnet med peberspray som en mulig sidste nødløsning.
Også Galapagos-øerne er blevet besøgt, ligesom han og Bodil har fotograferet hvaler i New Zealand, besøgt hovedjægere i flere verdensdele og meget, meget andet.

Han har ikke som så mange andre buejægere nedlagt eksotiske arter eller prydet væggene med trofæer. Trods det, har han hele livet været på jagt efter jagtens sjæl – herhjemme med bue, haglbøsse og riffel, i udlandet med kamera.

– Det betyder dog ikke, at jeg ikke har stor respekt for jægere, der jager hvor og hvornår det er muligt, siger den pensionerede pensionist – som han selv beskriver sin nuværende titel – afslutningsvis.

Som du nok kan forstå, kære læser, så er Jan-Ewald en særdeles interessant person. En person, der har oplevet meget. En person, som brænder for vores forening og buejagten i Danmark.

Og så er Jan-Ewald altså konstant på jagt efter jagtens sjæl … og tak for det!

Skriv et svar