De traditionelle buers mand

Hvem er FADBs bestyrelsesmedlemmer egentlig? I en artikelserie tegner vi en række portrætter af de enkelte medlemmer – nu gælder det de traditionelle buers mand Ole Mathiesen.

I 2010 købte jeg en compoundbue med stålstreng til fingerslip, fordi jeg synes, den så rigtig fed ud. Det var noget værre skrammel, men jeg skød lidt med den ude i Vejen i en 14 dages tid, inden jeg kørte ud til Baldur for at få mit grej opdateret. Det endte med, at jeg købte en 70 punds compoundbue, og så var jeg klar, starter Ole Mathiesen, der til dagligt arbejder som chauffør.

Han er født i 1962, men tog først jagttegn i 2010, og det gjorde han af den ene grund, at han erhvervede ovennævnte skrammelbue. Ole har alle dage været impulsiv, er sprunget fra den ene ”vanvittige” hobby til den næste og har gennem livet bl.a. haft hobbyer som at køre race, kite- og vindsurfing, løbe triatlon, dyrke kampsport eller være boksesparre for professionelle boksere – men nu gælder det altså buejagt.

To slags ænder
Han bor lidt nord for Ribe sammen med hustruen Lone, med hvem han har tre børn. Selvom ingen af dem går på jagt, er de ikke faldet langt fra stammen. De er alle engagerede og målbevidste. Bl.a. var den ene datter gennem flere år juniorverdensmester i ju-jutsu, mens sønnen har været worldgame mester i jiu-jitsu, en titel, der inden for den sportsgren svarer til olympisk mester. I dag er sønnen professionel MMA fighter.

– Det var konen, der gav mig et gavekort til jagttegnsundervisning, og jeg skal indrømme, jeg vidste intet om det. Jeg troede faktisk kun, der fandtes to slags ænder, en han- og en hunand, fortæller Ole med et smil på læben.

Det første stykke vildt han nedlagde, var sammen med Dennis Paulsen fra DK WAI. Dennis sad bag Ole med kameraet, da han skød den.

– Havde jeg ikke siddet sammen med Dennis, er jeg ikke sikker på, det var lykkedes, for så havde jeg mistet tålmodigheden. Jeg troede ikke selv på, jeg kunne sidde stille i tre timer, og jeg er sikker på, jeg aldrig ville være kommet i gang uden hjælp, men nu lykkedes det altså, fortæller bestyrelsesmedlemmet.

En sjov beslutning
Ole jagter oplevelsen mere end resultatet, bl.a. nedlagde han med compoundbue på et tidspunkt en buk, i en situation hvor den uden varsel gik lige ind foran ham, han trak buen og skød.

– Det gik bare for hurtigt, situationen var ikke spændende nok, til trods for at jeg nedlagde et dyr, fortæller han.

– Det lærte jeg af, og da jeg senere havde en god situation, hvor jeg først nedlagde en mindre buk, afstod jeg samme dag fra at skyde til en rigtig fin seksender, som jeg efterfølgende fik chance til. Det var godt nok en sjov beslutning, men jeg var bange for igen at blive skuffet, fortæller han.

Ole nedlagde fem bukke med compoundbue de første par år, men gik så i 2012 helt over til kun at jagte med recurvebue. Sværhedsgraden var yderligere opgraderet, så med den buetype gik der et par år, inden han nedlagde det første stykke vildt.

Med riffel i Skotland
– I dag betyder det ikke en disse for mig, hvilken våbentype jeg jagter med, det er alene oplevelsen inden skuddet, der betyder noget. Jeg skal kunne mærke, jeg er i naturen, men ellers er der ikke længere noget der er så vigtigt som det, siger han.

Så selvom Ole startede med buen, går han altså nu også gerne på jagt med krudtvåben og har bl.a. med riffel nedlagt et par kronhjorte i Skotland, hvor buejagt jo ikke er tilladt.

– Jeg har faktisk overvejet, om jeg overhovedet skal fortsætte med at gå på jagt, men har ikke rigtigt besluttet mig endnu. På et tidspunkt købte jeg et kamera, men jeg må alligevel indrømme, at det adrenalinsus, der bliver frigivet inden og under et drab på et dyr, ikke indfinder sig, når jeg tager billeder af det, forklarer han.

– Paradoksalt nok kan jeg, samtidig med det belønnende adrenalinsus, også få det lidt dårligt med at jeg lige har slået et dyr ihjel. Jeg ser faktisk hellere mig selv som et naturmenneske end som jæger, forklarer han.

Ondt i hovedet
Ole har som mange andre buejægere skudt kaniner med buen. Han forklarer, at der med recurvebue er tale om en anden jagtform end med compounden. Da man skal så tæt på, er det ikke særlig let at pyrsche rundt, hvilket igen kaster færre af de støttetandede af sig. Men når chancen er der, skyder Ole til gengæld godt, også selv om han ikke træner voldsomt meget.

– Jeg træner måske to gange om ugen, men sikrer mig altid, at jeg skyder godt nok til at kunne gå på etisk forsvarlig jagt. Når jeg ved, jeg skal ud, træner jeg derfor lidt ekstra, forklarer han.

En af de største buejagtoplevelse Ole har haft med buen, var i forbindelse med pyrschen på en seksender råbuk.
– Jeg var omkring 40 meter fra den i en halv time, og jagtfeberen rasede i en grad, at jeg fik ondt i hovedet af det. Det var en selvsikker buk, der syntes at have styr på det hele. Det var som om, den viste sig. Da bukken forsvandt, og jeg troede, chancen var forspildt, rejste jeg mig. I det samme kom han frem blot 20 meter fra mig, feberen rasede igen. Jeg trak på den flere gange, men fik aldrig en skudchance. Det var en kæmpe oplevelse, fortæller han.

Taler de traditionelles buers sag
I et par år var Ole buejagttegnslærer, men da han – som han selv betegner det – er lidt af en analfabet og i øvrigt lider af lampeskræk, stoppede han igen. Ole er da heller ikke en af bestyrelsens ”kontornussere”, men vil hellere bruge hænderne. Han har de seneste år været med til at planlægge og sætte banen op ved det årlige buejægertræf i FADB.

– En af de ting, jeg arbejder for politisk i FADBs bestyrelse, er, at sikrer at de traditionelle buejægeres interesser, slutter Ole.

Skriv et svar