Bidt af buejagt – Portræt af Niels Baldur

Niels Baldur fra Brande vil nok være kendt af de fleste af denne forenings medlemmer. Ikke desto mindre synes vi denne buejagtsforgangsmand fortjener at få sit portræt offentliggjort her på siden.

Den spæde start

Niels er en gammel dreng. Han er født i 1958 og har gået på jagt, siden han var 17 år. I 1980 var der filmaften i den lokale jagtforening, der blev vist en film om en buejæger – Fred Bear – der skød en bjørn ved et vandløb. Den scene brændte sig så fast i hukommelsen, at Niels, da han senere skulle til USA i forbindelse med sit arbejde, bestemte sig for at det hersens buejagt, da skulle prøves af ”over there”.

Modsat i dag, hvor man bare klikker et par gange med musen, måtte han dengang søge på ”de gule sider” i telefonbogen for at finde ud af hvor og hvordan. Han fandt en bueudstyrsbutik i Bay Area lidt udenfor San Francisco, den kørte han ned og besøgte. Buen ankom cirka 14 dage senere.

Med på jagt

Han blev hurtigt inviteret med på jagt af nogle buejægere, der ofte besøgte butikken og skød på banen der. Jagten skulle foregår i Sierra Nevadas bjerge i over 3.000 meters højde og den gjaldt black tailed deer. Niels fik en licens, der gjaldt både bue og riffel. Således kunne han udnytte licensen med kugle, hvis det ikke skulle lykkes med buen. På de jagter det blev til deroppe, lykkedes det faktisk ikke med buen. Han skød forbi fem hjorte inden, det lykkedes at nedlægge en – den blev nedlagt med riffel.

Ikke desto mindre var han solgt til buejagt, så da han kom hjem til Danmark i 1886 medbragte han et par compoundbuer. Sammen år gik han op til den danske buejagtsprøve og satte pilene meget samlet. Det var på det tidspunkt – med det udstyr, der var til rådighed på det danske marked – helt uhørt at sætte pilene så præcist, som Niels kunne med sit amerikanske udstyr. Udstyr det skulle vise sig, at der var en fremtid i for den unge midtjyde.

Stævnerne

Niels var virkelig solgt til strengevåbnet. Han skød og skød og skød. I USA, hvor man var meget langt fremme både med grej og skydeteknik, lykkedes det ham faktisk at vinde et stævne. Da han valgte at stille op til sit første danske stævne med sit nye amerikanske grej, blev han dog opkrævet ekstra betaling i startgebyr, da arrangørerne var sikrer på, at han med det grej ville komme til at slide lige rigeligt på skivematerialet, da det nok ikke ville ramme. Anekdoten bliver fortalt med et skævt smil og en jysk underdrivelse, der i sidste ende munder ud i, at det jo virkede på trods af diverse fordomme.

Niels er af den overbevisning at jo mere man træner, des mere får man ud af jagten. I grunden har alle de stævner, Niels gennem tiden har deltaget i og for en del vundet, mest været en form for træning til det, der er drivkraften for Niels – nemlig jagten!
Han har gennem tiden vundet utallige stævner, og knagen med medaljer bugner da også i en grad, der er sjældent set.

Skal vi lige komme omkring enkelte af de titler, han gennem tiden har vundet, kan nævnes:
– Danmarksmester i feltskydning.
– Nordisk Mester i feltskydning.
– Europamester i feltskydning.
Han har aldrig vundet VM, hvilket hustruen Susanne Kessler Andersen til gengæld har præsteret i kvinderækken. Sølv ved VM er det dog blevet til.

Jagten

Selv om det første stykke vildt med buen – den tidligere omtalte black tail – endte med at blive nedlagt med riffel, er det siden blevet til mange stykker buevildt, også meget store vildtarter. Det var dog ikke det store vildt, der blev det første. Hans første stykke vildt med buen, var faktisk et jordegern. Senere var han på jagt på en ø i Stillehavet. Her nedlagde han en bjergged på en jagt efter ged og javelina.

Han har nedlagt både moose, kudu og grønlandsk vildren. Mange af jagtrejserne med buen er dog gået til USA, hvor han har nedlagt både pronghorn, white tail og muledeer plus det løse. Men når alt kommer til alt, er jagten i høj grad også interessant for Niels, når han kan finde noget at optimere ved den. For Niels er intet bare godt nok, målet er altid at gøre det bedre – et motto han lever efter hver dag, et motto han jagter, hver gang han er i felten …

Selvstændig og på fuld tid
I 1991 startede han på fuld tid i sin buegrejsforretning, til hvilken han fik momsnummer i 1986. I dag har han to butikker, en i Brande i Jylland og en i Borup på Sjælland.
Branchen er givet ikke den værste at være i lige nu, hvis vi ser på væksten inden for buejagt og det stigende antal buejæger – der er ingen tvivl om, at den sindrige jyde læste fremtiden rigtigt dengang i 1980’erne!

Skriv et svar