Peter Bue Westh

Peter Bue Westh blev født i 1948 samme dag som andejagten går ind. Navnet fik han i dåbsgave, så det lå ligesom lidt i luften, at livet til dels skulle bruges på noget med buer. I dag bor han i Sydøstsjælland.

– Jeg tog jagttegn relativt sent, da jeg var midt i 30’erne. Min familie har været bønder og skolelærere, så der var ikke megen jagtlig jagtinspiration at hente der. Forhistorien er, at jeg var officer i hæren, uddannet kratlusker (panserinfanterist) og var tildelt en 9 mm pistol, fortæller han.

Da han blev afskediget i nåde og hjemsendt, begyndte Peter at skyde konkurrencepistol, hvilket udartede til, at han også slog sig på skydning med sortkrudtvåben.

– Her traf jeg Jan-Ewald Hovmand, som jeg faldt i snak med og han sagde til mig: Du skal være buejæger! Og så var jeg jo nødt til at tage jagttegn, fortsætter han.

Peter meldte sig ind i FADB og sammen med Jan-Ewald dannede han et jagtkonsortie lige øst for Nakskov, hvor de fra starten var syv buejægere.

– Vi blev dog punket for, at vi ikke holdt råvildtet og kragerne nede, hvorfor vi tog nogle traditionelle jægere ind og begyndte at drive haglbøssejagt, fortæller han.

Peter er af den helt igennem fornuftige og nødvendige holdning, at man bruger det, man skyder.

– Jeg synes, at de gamle jagttraditioner er charmerende men somme tider lidt underlige. Godt, man får en Gammel Dansk efter at have kysset sin første sneppe i r….! Selv om jeg ikke er sikker på, hvilken af delene, der smager værst, siger han.

– Jan-Ewald lokkede mig til at blive redaktør for FADB’s medlemsblad Buejægeren sidst i 80’erne, hvis jeg husker rigtigt. Det førte til, at jeg sad med ved bestyrelsesmøderne og pludselig så mig selv som bestyrelsesmedlem. Derfor sad jeg også med i maskinrummet, da forhandlingerne i Skov- og Naturstyrelsens regi om lovliggørelse af buejagten foregik, dengang det lykkedes os at få buejagten skrevet ind i lovgivningen i 1998, fortsætter han.

Peter redigerede ligeledes den første lærebog om buejagt og samarbejdede med Skov & Naturstyrelsen om udformningen af den første prøveskive, der – efter hans eget udsagn – forestillede en overordentligt gavmildt udstyret råbuk, næsten af dimensioner som en dåhjort.

Peter har haft mange store jagtoplevelser, men han glemmer aldrig d. 23. maj 1996.

– Jeg havde være i skoven med buen, en 70 pund PSE med runde hjul. Og alupile med spitfire spidser og 5” plastfaner. Det var en af de stille sommerdage, hvor det raslende løv i skovbunden kan høres milevidt omkring. Alligevel lykkedes det mig at støde en buk kun 1,5 meter fra mig. Alt mislykkedes. Jeg tog hjem og var sur, fortæller han.

Hjemme, hvor han bor, har han et par tønder land, hvor han som bosiddende på ejendommen således må gå på jagt på.

– På den nederste tredjedel har jeg plantet graner. De var oppe i en højde af 1,5 m. Ud gennem stuevinduet så jeg, at bukken gik og essede oppe på den høje del af granstykket. Mig i støvlerne igen og ned langs bækken, hvor jeg stille og roligt kunne arbejde mig i position. Da han stak hovedet ned efter en særlig delikat tot græs, trak jeg buen, sigtede på ham med 15 meter-pinden og slap pilen, slutter han.

Bukken vejede 17 kg brækket. En udfordrende dag, blev således alligevel en god dag. Bukken er det eneste stykke vildt, Peter har skudt på egen grund – og han glemmer det aldrig!

Skriv et svar