På vej ind i skoven en aften passerede jeg en gaffelbuk

i yderkanten af vores revir. Bukken var aldeles

upåvirket af bilen. Jeg kørte i hytten og indskrev

mig, som vi altid gør. Det var egentlig ikke intentionen,

at jeg ville jage i området med ovennævnte

gaffelbuk, men det ville jo være ærgerligt ikke at

forsøge, når bukken ikke havde noteret sig bilen.

Tilbage hvor bukken var set… gik den stadigvæk

og essede. Uden besvær kom jeg på skudhold…

højst usædvanligt. Blev nok en anelse febril over,

hvor nemt det var gået, hvorfor jeg på skammeligst

vis fejlbedømte afstanden og sendte pilen lige

over ryggen på bukken. Bukken sprang 5-7 meter

og kiggede forbløffet på jorden, hvor pilen havde

sat sig i en gren. Ikke yderligere påvirket fortrak

bukken stille og roligt ind i skoven og levnede mig

ikke chance for endnu et skud. Resten af aftenen

hyggede jeg mig med en god seksender, der endte

med at få fært af mig, da den var nået ind på 35 m

af stigen, som jeg sad i.

Næste morgen nød jeg en rigtig spændende

og lang pürsch på en kraftig ældre buk, som lagde

sig, da jeg var nået ind på 30 m afstand. Jeg kunne

ikke se, hvad vej bukken vendte, så jeg fik kigget

for langt til siden… og blev opdaget. Bukken lå

naturligvis med hovedet direkte vendt imod mig.

Havde jeg blot ventet, så havde det muligvis givet

en helt anden afslutning på historien… men

af skade bliver man klog. Efter yderligere et par

timer i en stige, uden at se noget, besluttede jeg

at kigge efter gaffelbukken fra aftenen forinden.

Da jeg kom derned gik bukken lige præcis

samme sted, hvor han stod aftenen før, da jeg missede.

Denne gang var der ingen fejlbedømning

af afstanden og måske også mere ro på, så pilen

fandt næsten selv vej. Bukken sprang blot 3 meter

og væltede omkuld for en hjertepil. Bukken vejede

15 kilo og er den femte buebuk i år i konsortiet,

hvor vi udelukkende jager med bue og pil.