Business and Pleasure...

|

Det var efterår, bukkejagten var overstået uden større succes og en forretningsrejse til USA var under opsejling igen. Det tager ofte 2-4 uger at planlægge en tur, og det er ofte forbundet med store problemer at få kunderne til at "makke ret" og tilpasse sig efter en lille danskers stramme tidsplan.

Denne gang skulle det dog vise sig at gå op i en højere enhed, for under en telefonsamtale sagde jeg henslængt til en af mine faste kunder "ok - but when are we gonna shoot something?"
Dave er også buejæger og vi udveksler af og til erfaringer om buejagt. Jeg nævnte egentligt blot spørgsmålet i sjov, men han sagde straks "sure, bring your bow and we'll go shoot a whitetail"

Som sagt så gjort. For ikke at skulle slæbe min bue fra den ene kunde til den anden på hele rejsen, besluttede jeg mig for at pakke den godt ned, og sende den til Dave's firma med UPS. Det tager 2 dage fra DK, og koster vel kun 3-400 kr.

Jeg havde ingen møder fredag, lørdag og mandag. Søndag var ikke tilladt at jage, så der havde jeg fået et møde i Kentucky - og om lørdagen kunne han ikke - så jeg havde kun 2 dage at gøre med.

Jeg fløj ind til Baltimore torsdag aften, blev hentet af Dave i lufthavnen - spiste Mc D mad i guds eget land mens vi kørte i den store 4WD ned gennem staten Maryland. På vejen fik vi lige ordnet det med tagg'en.

Vi skulle bo hos Dave's far - og det var også der vi skulle jage om morgenen. Et lille frimærke af et landsted som ligger mellem en stor golfbane og et skovområde. Dave sagde at de vekslede mellem golfbanen og skoven - og gik derfor igennem hans fars ejendom. Der var en lille creek og ellers meget høje løvtræer - med 2 tree-stands i hver ende af det lille skovstykke. Meget kuperet. Dave's stands er meget høje. Det er pga det bakkede terræn siger han, og jo højere det er jo bedre.

Nå, men jeg faldt i dyb søvn i gæsteværelset og blev vækket næste morgen af hans far, som jeg i øvrigt også har gjort forretninger med i mange år. Don havde lavet scrambled eggs, bacon og friskskårede tomater, ristede boller og vupti - klaskede det hele samme til "fatbombs" - som han kaldte dem. Tro mig, det var de også. Dave og jeg spiste dem kl 4.30 om morgenen, vi hoppede i udstyret og gik - med en frisk duft af friture hængene i tøjet - ud på jagt. Jeg skulle kun liste mig ca 150 m væk fra huset og op i en treestand. Dave skulle hele 400 meter væk. Vi havde det hårdt.

Jeg var en anelse ramt af jetlag og mine øjenlåg var tunge - men jeg holdt skansen. Den første time gik uden at have set noget. Jeg sad og kom til at se nærmere på mine pile. Det så ud til at jeg var kommet af sted med blandede pile. Jeg sms'sede lidt med Baldur om pilevægte, og kom frem til at der ikke var den store forskel op til 20-30 m. Hurra for teknologien. 2 timer var gået uden så meget som et glimt eller en lyd af noget. Dave havde ellers "garanteret" mig at der var MASSER af whitetails der!

SÅ. En lille whitetail havde listet sig ind på 20 m af mig, uden at jeg havde hørt eller set den. Fra nærmest sløvhed til hektisk hjertebanken på 1 sekund. Min bue lå på kanten af treestanden, men jeg turde ikke røre mig. Den gloede lige op på mig. Den blev ved med at glo - så det gjorde jeg også - mens jeg prøvede at beherske mit åndedræt. Vi fik virkeligt set godt og længe på hinanden. Herfra så den fin ud tænkte jeg. Langt om længe sænkede den hovedet og begyndte at esse.

Jeg greb buen og rejste mig langsomt op. Den var på 20-25 m til venstre for mig - men i noget tæt løv som ikke tilbød nogle chancer. Jeg havde buen oppe, og klar til at trække. Den gik langsomt længere og længere væk. Shit. Den kom nu op til en sti, men heldigvis valgte den at følge stien i retningen mod højre. Derved ville den gå med bredsiden mod mig - hvis den ellers fortsatte ad stien.

Den satte tempoet lidt op, hvilket ikke var godt. Jeg trak buen da den passerede et træ, men den gjorde ikke tegn til at stoppe. 25-30 m. Den satte farten ned og var nu tæt på af gå helt ud af mit skudfelt. Jeg stod drejet skarpt til højre, let lænende ud over den ene side og lidt i knæ pga en gren. Den stoppede et splitsekund, og netop i dette sekund lod jeg pilen gå.

Jeg mente skud var ok. Bukken stormede af sted, og jeg fornemmede også at jeg så den begynde at slingre inden den forsvandt ud af synsfeltet. Måske ren ønsketænkning.

Da jeg havde siddet 10 minutter kunne jeg ikke holde mig i ro længere. Jeg måtte over og se pilen. Den sad i jorden bag ved, så den var ikke svær at finde. Godt belagt med blod på alle faner. Fint. Jeg listede tilbage og ventede yderligere godt 30 minutter. Dave kom gående og spurgte hvad det var for ballade der var heroppe i den ende. Jeg sagde at jeg havde skudt en whitetail. Han troede først jeg lavede gas med ham - men så viste jeg ham pilen. "holy cow" udbrød han på bedste cowboy-vis. Jeg ville gemme eftersøgningen til han kom, så vi kunne gøre det sammen, men vi nåede ikke mere end 50 meter - så fandt vi ham. Pilen havde ramt begge lunger lavt fortil.

En fin ung 7-ender på vel 3-4 år.

Klokken 8 sad vi igen og snakkede over en kop kaffe i villaen. Virkeligt hårdt at være til.

Vi så ingen dyr senere på dagen, ej heller om mandagen, men det var også lige fedt. Dave fik lavet en European Mount som de kalder det - og sendte den til mig et par måneder senere. Så nu hænger den i stuen som bevis på at en sjælden gang i mellem kan det lade sig gøre at forene fritid og arbejde på fantastisk vis.

Per Albæk