Snøvleren fra Vorbasse

|

Da jeg om formiddagen står på gårdspladsen og skuer ud over de vidtstrakte marker og de omkransende skove, føler jeg mig som en meget privilegeret og rig mand.

Samme morgen er det lykkedes mig at nedlægge min første buk med buen. Jeg har efterhånden levet den gamle drengedrøm ud i par årtier, inden det endelig er lykkedes at skyde en buk. For mig har det været meget mere end trofæer at gå på buejagt. Og så alligevel. De små Fasanfjer som hænger i mit pilekogger vidner om intense og spændende jagtoplevelser. Om oplevelser sammen med ligesindede, kammeratskab, fælles lidenskab og passion. Om oplevelser på fællesjagter hvor man glæder sig over jagtkammeratens nedlæggelse af en fasan. Om oplevelser som deles, om hyggen omkring maden og aftenerne med kammeratlig samvær.

Jeg er dagen før blevet inviteret på buejagt . Efter et fælles måltid skilles vi. Jeg går til den nærliggende eng og Kurt til stigen ved vekslen. Det er en flot aften og efter at have pyrchet et kort stykke, ser jeg spurvehøgen lette foran mig med sit bytte i fangerne. Det bliver en dejlig aften, med råvildt essende på den nærliggende græsmark. Jeg hører et enkelt nys, måske fra det græssende råvildt. Det er højsæson for de plagende svælgbremser, hvilket de senere fælles oplevelser bevidner. Efter solnedgang går jeg tilbage til ejendommen og møder Kurt på halvvejen. Oplevelserne bliver delt. Han har set kronvildt med kalv, en skovmår nedenfor stigen og som appelsinen i turbanen en gaffelbuk stående direkte under stigen. Først havde han troet, at det var en grævling han havde hørt i den nærliggende rapsmark. Men det vidste sig at være en snøvlende svælgbremseirriteret gaffelbuk. Vi bliver enige om, at jeg næste morgen skal prøve kræfter med gaffelbukken og Kurt den nærliggende eng.

Kort før solopgang er jeg på plads i stigen. De første 1,5 time sker der ikke noget. Udsynet er på grund af træer ikke særlig stort, så mine ører arbejder på højtryk. Vil det lykkedes at få hørt den snøvlende gaffelbuk. Jeg overvejer at gå ned af stigen og pyrche ned i engen, men bestemmer mig for at give stigen lidt tid endnu. Det viser sig at blive den rigtige beslutning.

Pludselig kan jeg høre bukken komme. Der er ingen tvivl, selv om jeg ikke kan se den på grund af de tætte træer. Snøvlende kommer han tættere og tættere. Det er som om at tiden står stille i de efterfølgende sekunder. Den er helt inde på 15-16 meter, før jeg får det første glimt af den røde sommerpels. Fra da af kører det efter bogen. Træningen gennem årene ligger på ryggraden og autopiloten tager over. Jeg får trukket, inden dyret bliver fuldt synligt. Den unge buk kommer med hovedet sænket glidende ud af underskoven. Den drejer perfekt af, så den næsten står 90 grader. Jeg finder sigtet højt på bladet, føler mig sikker, og sender pilen afsted. Jeg skyder altid med begge øjne åbne, og ser pilen forsvinde ind i dyret. Samtidig høres anslaget tydeligt. Dyret sætter kraftigt af og starter sin dødsspurt. Efter blot 3 meter mister jeg den af syne på grund af træer. Heldigvis kan min høresans tage over. Jeg hører tydelig dens spurt, dels på grund af den høje vegetation og dels dyrets forsatte kraftige snøvlen. Efter en kort spurt står den stille efterfuldt af en sidste spurt. Nu er den kraftige snøvlen suppleret af slubrende lyde. Der er ingen tvivl, lungerne er fulde af blod. Med et bliver der total stille. Kun de mange småfugle kvidrer som om ingenting var hændt. Jeg kigger for anden gang på uret . Der er gået 2 minutter fra jeg skød . Jeg er overbevist om, at dyret ligger indenfor højst 60 meter. Jeg sætter mig ned på treestanden og fordøjer oplevelsen og kører filmen igen. Det står som mejslet ind på min indre billedskærm. Den unge gratiøse buk som kommer glidende ud af skoven, pilens forsvinden i det smukke sommerskind og blodet som står ud fra siden. Ti minutter efter skuddet kommer en vagtsom rå forsigtig ad samme veksel som bukken. Den er meget opmærksom. Måske har den lam, måske lugter den blod eller færd. Efter 20 minutter kravler jeg ned og går forsigtigt hen til pilen. Alle faner er smurt ind. Jeg undrer mig over, at der ikke er mere lyserødt blod på pilen . Efter at have lugtet til pilen blive jeg enig med mig selv om, at det mindst er et leverskud. Pilen har en meget kraftig duft af lever. Jeg bestemmer mig for at gå ind og vække Kurt. Han er noget klatøjet. Der har om natten været strømsvigt, og derfor er han ikke kommet på jagt. Da han hører, at jeg har skudt, springer han ud af sengen og jeg får ham sat ind i situation. Vi går til skudstedet, og jeg får vist pilen og de første blodpletter. Vi kan fortsat finde blodpletter frem i terrænet. Dog går vi lidt i stå pga den høje tætte vegetation. Vi bliver dog enige om, at dyret er forendt og ligger tæt på os nu. Kurt går frem for at afsøge terrænet. Inden længe har han fundet bukken . Den er stendød. Den ligger i luftlinie blot 20-25 meter fra skudstedet. Den endelig vished om at have fået bukken er euforisk. Det er virkeligt, at jeg har skudt en buk. "Snøvleren fra Vorbasse" er nedlagt. Det viser sig under den efterfølgende brækning at begge lunger er gennemskudt og leveren også er snittet. Dagen går med hyggeligt samvær med buejagtkammerater. Hvor er det dejligt at dele sådan en oplevelse med ligesindede. Når alt kommer til alt, er det kun disse lidelsesfæller som forstår tingene fuldt ud. - Lad os værne om dette fællesskab.!

Med buejægerhilsen

Søren Bang